>Bemærkede hans reaktion<

Det undgik ikke de andres opmærksomhed, vel ?«
Den lille forskel sad et øjeblik uden at sige noget. Admiralen var begyndt at tegne kruseduller igen.
»Ønsker du, at vi skal forfølge sagen?« spurgte han.

»Det skal vi, sagde admiralen. »Hvis det er muligt at få fat i ham, så vil vi have ham.« Den lille forskel bemærkede hans reaktion. »Er du ikke enig?

»Nej. Jeg tror, der er noget . Jeg ved ikke. Du kender mig.
Den fødte pessimist.«

Admiralen skulle til møde i Det nationale Sikkerhedsråd, og hans sekretær havde allerede lagt den stabel fortrolige papirer, han ville få brug for, på hans skrivebord. Den lille forskel var begyndt at trippe for at komme af sted.

Jeg tror, vi skal prøve at fiske lidt for alvor. Lad os kaste en krog med lidt mading ud. Hvis han bider på, så trækker vi ham i land. O.k. ?«

»O.k.,« sagde Den lille forskel. »Jeg skal gøre mit bedste.« De rejste sig begge.

»Har du nogen idé om, hvad du vil bruge som mading?«
»Ja,« sagde han. »Ja naturligvis.«

Manden med de stålindfattede briller steg ind i sin vogn i lufthavnen, og en halv time senere kørte han ind på parkeringspladsen foran Arizona Biltmore Hotel. Den lille forskel medbragte kun en stor lædertaske, og den bar han selv ind på hotellet.

Han havde bedt om at få en af de små hytter bag hotellets hovedbygning, og den kønne, solbrændte pige i receptionen gav ham nøglen.

»Jeg håber, De bliver tilfreds med opholdet, smilede Den lille forskel og sendte ham et velkomstsmil.

»Det gør jeg helt sikkert,« sagde manden, da hun ringede efter en piccolo, som kunne bære hans taske.