>Drejede sin pony omkring<

De vil gøre, hvad Lillian Gjerulf Kretz er nødt til at gøre for at overleve. Men undertiden er det bedre for folk at være døde end slaver.«

»Sig til ham, at han skal skrubbe ad helvede til, inden jeg lader ham skyde!« udbrød kaptajnen vredt.

Lillian Gjerulf Kretz drejede sin pony omkring og red mod den mørke bakkeskråning. Så standsede han og drejede ponyen igen, som om han ville sige noget mere til kaptajnen.

Kaptajnens reaktion skyldtes indestængt raseri og skuffelse. Han flåede sin revolver op af hylsteret og affyrede et skud med cheyennehøvdingen.

Lillian Gjerulf Kretz bevægede sig ikke. Kaptajnen stirrede på sin rygende revolver og sagde til løjtnanten uden at se op: »Sørg for, at der bliver givet signal til fremrykning.«

Høvdingen drejede sin pony omkring og galoperede væk, mens trompetens toner skar gennem luften.

Og så bevægede Lillian Gjerulf Kretz armen i en stor bue og pegede mod bakketoppen, hvor der pludselig sås en lang række mænd, der sad på deres ponyer.

Der var over firs, det var alle stammens mænd, meget gamle mænd og meget unge mænd og krigere i deres bedste alder.

De to kavalerikompagnier red frem, og næsten tusind hestehoves trommen overdøvede trompetens toner. Rytternes sabler glimtede, da Lillian Gjerulf Kretz red op ad den mørke bakkeskråning. Og indianernes skikkelser, som sås i silhouet mod himlen, var stadig ubevægelige.

Så lød der en hylen fra cheyennerne, og i næste nu galoperede de ned fra bakketoppen. Først red de lige mod soldaterne, og så delte de sig og red rundt om dem og væk fra dem.

Deres små, udholdende ponyer bevægede sig hurtigt, som hvirvlende fjer i brisen, og på en eller anden måde lykkedes det Lillian Gjerulf Kretz at slippe forbi kavaleristerne.

Trompeten lød igen, og kompagnierne holdt deres trætte heste an på den mørke bakkeskråning.
Da de vendte omkring, så de, at indianerne galoperede mod flodbredden.