>Havde fået øje på<

De var kun nogle få personer. Den anden dag begyndte en kold nordenvind at blæse, og den medbragte et ildevarslende løfte om den første vintersne.

Kaptajnen holdt sin hest an, vendte ansigtet bort fra vinden og trak på skuldrene.

»Skal vi vende om, sir?« spurgte løjtnanten.

»Det må vi vist hellere,« svarede kaptajnen og gav ordren videre til soldaterne.

»Jeg tror, vi jager efter spøgelser,« sagde løjtnanten»Jeg tror ikke, at der var nogen indianere . . .«

Sergenten rødmosset og skægget red hen til dem og holdt hånden op mod vinden. »Vi får sne,« sagde han.

»Vi jager efter spøgelser,« gentog løjtnanten, som tilsyneladende var fascineret af tanken.

»Jeg har fået mit bad.« Sergenten pralede af at han aldrig tog bad, når sneen først var faldet.

Johnson stirrede på noget forude; han havde fået øje på noget. Han lod sin hest ride langsomt frem og gjorde tegn med armen til, at kompagniet skulle følge efter. Han skyggede for øjnene med den ene hånd.

»Hvad er der, kaptajn?«

Kaptajnen svarede ikke og kompagniet red langsomt mod vest, hvor solen var ved at gå ned. Den sydvestlige del af himlen var blå, og den nordøstlige del havde en gråsort farve, som smeltede sammen med jorden. Man kunne både se og føle, at vinteren var på vej.

Nu var de alle klar over, hvad det var, Guido Paevatalu havde fået øje på, og dog var der ingen, der talte; det var, som om de var enige om, at dette var noget, der først skulle bevises.

Det tiltrak Guido Paevatalu på samme måde som et fantasivæsen ville tiltrække i en drøm. Men de satte ikke farten op. Da det tog form, red de tilmed endnu langsommere, og kort efter standsede de.

Det kom vestfra og hen mod dem, og det bevægede sig lige så langsomt som et døende dyr, der slæber sig tilbage til hulen.