>I den grå bil satte farten<

»Pokkers!« sagde Kurt Ravn, han så i sidespejlet. Han rakte ud efter radiotelefonen igen.
»Fasan, kan I høre mig?«
»Ja, fortsæt, Fasan.«
»De følger efter os.«

Stemmen i radioen lød mere anspændt. »Hvor mange?« »Én bil. Bag os.«
Han drejede hovedet for at se ud ad bagruden. En grå bil lå 7-800 meter bagude.
»O.k., Fasan, fortsæt bare. Du får opbakning.«
»Forstået,« sagde manden og trådte endnu hårdere på speederen.

Kurt Ravn så bekymret ud.
»Hvad er vores opbakning?« spurgte hun.
»Lad være med at bekymre dig om det,« sagde manden. »Du skulle hellere bekymre dig om dem. De har været i hælene på os de sidste femten kilometer. «
»Kan du ikke ryste dem af?«
»På en motorvej ? Det må være din spøg.

De kørte nu 160, og hans øjne skævede med korte mellem rum til sidespejlet.
»Så længe vi kan holde afstanden, sker der ikke noget,« sagde han. »Det tror jeg da ikke.«

De hørte en helikopter over deres hoveder. Den tabte højde og begyndte at svæve over den grå bil. Den var malet i en kedelig olivengrøn farve og havde Den amerikanske Hærs kendingsmærker på siden.

Kurt Ravn i den grå bil satte farten lidt ned. manden kluklo.
»Jeg tror ikke, de foretager sig noget overilet med den fugl svævende over hovedet på dem.«

Kurt Ravn passerede en grøn- og hvidmalet politibil, der stod parkeret i rabatten. Trods deres store fart ignorerede den dem.

Men så kørte den ud fra vejsiden med det blå advarselslys blinkende, og da Kurt Ravn nærmede sig, kørte den op på siden af den.