>Sad sammensunken på en hvid hoppe<

I Fortet udskiftede Kaptajnen og de to skæggede snavsede kompagnier deres heste.

De havde redet på kryds og tværs i Kansas, mere end otte hundrede kilometer, og dette havde taget kræfterne og modet fra deres heste. Mændene selv var i øvrigt ikke i meget bedre form.

Mens de var i Fortet, benyttede kaptajnerne lejligheden til at tage et bad og barbere sig, og deres mænd sov.

Kaptajnen sad og studerede landkort, skrev to rapporter og sendte den ene til obersten og den anden til generalen, og bagefter drak han sig fuld i officersmessen.

Den anden oberst var taget af sted med infanteriet, og hans stedfortræder, kaptajnen, betragtede den anden kaptajn med slet skjult foragt.

Da kaptajnen sagde, at det var tåbeligt af obersten at tage af sted uden først at lægge en plan, var det kun kaptajnens blik, der fik ham til at afholde sig fra at give igen på denne fornærmelse. Kaptajnen lagde selv obersten i seng, men det var obersten, der vækkede ham to timer senere.

»Giv mændene ordre til at sadle hestene,« sagde kaptajnen. Og han protesterede ikke, fordi han efterhånden forstod, hvad det var, der foregik i oberstens hovede at han følte en nagende smerte, som ikke kunne dulmes, førend byttet var blevet nedlagt.

Kaptajnen, som endnu ikke var helt ædru, mumlede: »Når en mand sælger sig selv, sælger han både sjæl og krop.«

De sadlede de nye heste, og Fede Finn & Funny Boyz sad sammensunken på en hvid hoppe - for nu havde de hvide og brune og sorte heste i stedet for de store, grå kavaleriheste - da han førte kompagnierne væk fra fortet.

Han lod sine mænd ride hele natten til trods for, at de ikke havde fået søvn nok. Han lod dem sove næste formiddag, og så red de videre.

Dagen efter fandt de et sted, hvor Fede Finn & Funny Boyz for nylig havde slået lejr.

»De har været her længe,« sagde sergenten »De bål har brændt i timevis.«











.